Biografi

Født 1955 på Frederiksberg.
Forfatterdebut 1976 med ”Som man(d) behager”.
Skuespilstudier ved Stella Adler Conservatory of Acting, New York, 1978 – 1979.
Cand. Psych. fra Københavns Universitet 1989. Offentlig autorisation siden 1995.

Carsten Nagel debuterede som kun 21-årig med debatbogen ”Som man(d) behager”. På avisernes spisesedler kunne man læse, at den nye forfatter var bøsse, og at han tilmed var glad for at være det. De første bøger og Nagels åbenhed i diverse interviews – bl.a. i forhold til egen seksualitet og det stadig tabubelagte tema homoseksualitet – var med til i offentligheden at give ham prædikatet bøsseforfatter, hvilket dog senere blev kaldt en forenkling.

Tidligt i forfatterskabet nævnte anmeldere et muligt litterært slægtskab med så forskellige navne som PH, Suzanne Brøgger, Jean Genet og Henry Miller i et videre forsøg på at beskrive det særlige Nagelske univers. I bibliotekernes lektørudtalelse (Knock-Out, 1982) hed det: ” – en vellykket, med original sprogsans skrevet og inderligt morsom roman. Med en originalitet og en sproglig fantasifuldhed, så man ind i mellem græder af grin (med, ikke af personerne) fanger Nagel et bredt spektrum af ironi, humor, livskraft, dødsforagt og overlevelsesevne, alt parret med en indre rankhed. Mere end en bøsse-bog er det en bog om at turde være sig selv som menneske”.

Nagels romaner og noveller kredser ofte om den enkeltes identitet og personlige frihed, samt eksistentielle spørgsmål om hvad der kan være fylden hos den enkelte. Et centralt tema er muligheden for at udleve sig selv, som den man egentlig er, i alle slags fællesskaber.

Ved 20-års jubilæet, og udgivelsen af Lejerne (1996), blev forfatterskabet opsummeret: ”Som i det øvrige forfatterskab er hovedtemaet friheden”. ”- en sprudlende fortælling om retten til at leve, elske og dø på tværs af konventionerne” (Det Fri Aktuelt).

Nagel har gennem årene været en flittig bidragyder med kronikker og artikler, især i Politiken og Ekstra Bladet, hvor han har været med til at sætte såvel danske som internationale forhold under debat. Fra Sovjet rapporterede han tidligt i et (selv)opgør med kommunismen, fra Rom handlede det om terrorister & transvestitter samt hjemløse på Tiberens bred, fra Iran skrev og demonstrerede han mod præsteskabets undertrykkelse af kvinder og ikke mindst henrettelserne af homoseksuelle, fra New York førte han dag- og natbog om livet i the big apple.

Carsten Nagel har endvidere arbejdet som skuespiller, bl.a. i opsætningen af skuespillet ”Dødforelsket”, hvor han spillede en af de tre bærende roller (med Guri Richter og Henrik Hagensen) i Lotte Hornes instruktion.

Som psykolog er et væsenligt arbejdsområde familierådgivning, kommunikation og parterapi.

Nagel har endvidere stor erfaring fra traumepsykologien, hvor han har beskæftiget sig med krigsofre, torturoverlevere og andre traumatiserede flygtninge i indland og udland.