Zehras flugt

Læs selv eller hør Carsten Nagel læse uddrag fra Zehras flugt (nederst på siden)

Prolog

Jeg løber og løber, men kommer ingen vegne, onde øjne lammer mig, jeg er igen en lille pige, der ikke kan bevæge sig ud af stedet. Min hund kalder på mig, jeg kommer fri, jeg styrter mod floden, hvor min bror svømmer. Jeg løber gennem et virvar af arme, fødder, ben, ansigter, kønsdele. Men da jeg når floden, er min bror der ikke, kun maltrakterede lig med blå, opsvulmede hoveder, der koger i varmen og lugter råddent. Jeg husker pludselig, at jeg allerede har set ligene om morgenen. Hvor hver enkelt tidligere var spredt i mange dele over et større område – et øre, en hånd, et ben – ligger de nu samlet på rad og række under en vrimmel af spyfluer. Overlevende slægtninge til de henrettede forsøger at stykke de menneskelige vragdele sammen til hele figurer. Men nogle får for meget, andre for lidt, en har tre hænder, en anden mangler endnu næsen og et ben. En fod rammer mig hårdt i nakken, så jeg falder forover og lander i en bunke skeletter ved siden af min søster. Mor står med hænderne formet som en lille skål, den er fuld af små barnefingre, hun ved ikke, hvor hun skal gøre af dem og græder. Jeg forsøger at bore neglene ind i mine egne øjne for at flå dem ud af hovedet, men kan igen ikke bevæge mig, jeg tvinges til at se.
- Zehra, vil du forklare forskellen på af og ad? Hvornår bruger vi hvad?
Den venlige kvindestemme fik mig tilbage til sprogklassen, Høje Taastrup, Danmark. De parterede lig ville imidlertid ikke helt forlade mig. Legemsdelene var brikker i et puslespil der, som det Europa jeg var født og opvokset i, og hvis interne grænser jeg illegalt havde krydset, kun nødigt lod sig lægge. Hver gang jeg troede, at sidste brik var på plads, spillet færdigt, det var overstået og kunne aldrig mere ske, begyndte på ny en rumlen, der fik alt og alle til at skælve og gå i stykker.
- Jeg er ikke helt sikker, svarede jeg – jeg synes mest, danskerne bare siger a’.
- Det er desværre ikke nok bare at gentage, hvad danskerne siger. Præpositionerne …
Bare det ikke var rigtigt, hvad aviserne skrev: der var risiko for, at alverdens computere ville bryde sammen ved årtusindeskiftet om mindre end et år. Det var ikke til at holde ud at tænke på, nu hvor jeg endelig var blevet rigtig dus med Internettet og kunne søge efter alle de forsvundne.
- Hvorfor skal vi være bedre til dansk end de indfødte? hørte jeg pludselig den irakiske pige spørge.
- Fordi en hel del danskere ikke ved ret meget andet om grammatik, end at der er noget, der hedder udsagnsord og navneord, svarede læreren.
Hun havde nok ret, tænkte jeg, for selv min danske ven Gabriel havde ”kastet håndklædet i ringen” efter et par timers forsøg på at hjælpe mig med 37 nøje udvalgte afsnit i Håndbog i Dansk Grammatik For Udlændinge fra Special-Pædagogisk Forlag, 335 sider, hvoraf de sidste seks – som han optimistisk sagde før det med håndklædet – dog kun var et register, der hverken skulle bøjes i tid eller køn, heller ikke ental og flertal. Han syntes, det var lige i overkanten at kræve indsigt i alle mulige grammatiske finurligheder, hvis man da ikke netop skulle være professor i lingvistik, som var et eller andet avanceret med sprog, men jeg ville lære det hele. Det var smadder svært at sige ”lingvistik”, men i Gabriels mund lød det næsten lige så interessant som filosofi og alle andre fag, der handlede om livets mening og det at finde ud af at leve i det hele taget.
- Zehra, er du med os? spurgte læreren.
- Ja, selvfølgelig.
- Altså, præpositionerne er en vigtig del af pensum, husk at de ikke skal bøjes og tit står foran et substantiv. Det kommer helt sikkert i nogle af de skriftlige eksamener, som I er nødt til at bestå, hvis I vil gøre jer håb om at se en højere læreanstalt indefra. Glem ikke, at der er prøve til sommer. Forskellen på af og ad, kom så, der må da være en af jer, der kan forklare det.
Sagde hun ”nød til” eller ”nødt til”? lød det forstyrrende i mit hoved – og hvad kom det udtryk af, var det mon forbundet med det at være i nød? Det kunne næppe have noget med nødder at gøre, hverken dem man spiste eller ”ordentlige nødder”, som nogle danske drenge havde talt højt om, da jeg forleden dag passerede dem inde ved Nørreport Station på vej til mit fristed i Botanisk Have. Jeg forsøgte at tænke klart og sagde:
- Jeg tror nok, det for eksempel hedder: hun blev slået af soldaten, men så sprang hun ud ad vinduet, jeg kan ikke forklare hvorfor, det føles bare rigtigt.
- Så er det med at holde ørerne stive nu, det gælder også jer andre, I klarer aldrig de nødvendige eksamener, hvis I ikke har fod på den grundlæggende grammatik.
Dansk var et dejligt sprog, meget rarere end serbokroatisk og såkaldt bosnisk, og egentlig ikke så svært som mange sagde. Men pudsigt var det med ”stive ører”, som jeg aldrig før havde hørt om, hvorimod ”foden” dukkede op alle vegne og ikke længere overraskede mig.
- Stive ører er bedre end afskårne ører, rungede det i mit hoved med et irriterende ekko.
Med stenansigt tyssede jeg på den indre fredsforstyrrer, der fortsat havde det med at spille op, så jeg ikke kunne koncentrere mig tilstrækkeligt og derfor risikerede at gå glip af alt det vigtige, der blev sagt om af og ad.
- Forstår I det nu?
Jeg nikkede. Min nye dansklærer var sød og dygtig, og jeg var så lettet over, at hun støttede mig i min fremtidsdrøm – et rigtigt studium på et universitet.
- Du skal ikke være bekymret, sagde jeg – jeg skal nok få lært alt det danske.

 

Hør Carsten Nagel læse uddrag

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player